Afdelingsleder søges til Isenvad Skole
Vi søger en erfaren leder til et spændende og selvstændigt job i en afvekslende hverdag med skoleledelse ”hele vejen rundt” på en fantastisk landsbyskole!
Vi tilbyder
På Isenvad Skole er der ca. 100 elever i 0. – 6. klasse, som bor i byen og på landet. Vores indendørs faciliteter og vores udearealer giver os en fantastisk ramme. Vi har et erfarent og dedikeret personale, der brænder for at skabe læring og trivsel. Vi har fornyet vores værdigrundlag og ved, hvor vi står – men vi mangler dig!
Elevernes trivselsmåling er flot, og det er vi stolte af! Vores elever og forældre er en engageret flok, der gerne giver en hånd med for at styrke skolens og lokalmiljøets trivsel og udvikling. Vi har vores eget kultur- og fritidshus, og vores ret nye multibane vidner om byens gode energi, hvor skolens liv er samlingspunktet.
Isenvad Skole har rullende indskoling og arbejder med aldersintegrerede hold og med samlæsning på forskellig vis i indskoling og mellemtrin. Trivsel og rummelighed, faglighed og pædagogik er vigtige begreber for os i arbejdet med børn og voksne.
Se i øvrigt https://isenvadskole.aula.dk.
Isenvad Skole har fælles skoleleder med Ikast Nordre Skole og er del af FællesSkolen i Ikast-Brande Kommune, som er et aktivt og samarbejdende skolevæsen med fokus på sparring og fælles løsninger.
Stilling og profil:
Du bliver nærmeste leder for skolens lærere og løser i tæt samarbejde med SFO-leder og sekretær de administrative opgaver i skole, SFO og børnehave. Du har en sikker hånd med både mennesker og tal og brænder for at skabe gode løsninger på stort og småt i samarbejde med forældre og personale. Fællesskab, fornyelse og fortløbende læring og refleksion er vigtigt for dig, og du kan se dig selv i vores værdier: Tryghed - fælles ansvar - nysgerrighed - glæde og humor.
Du arbejder struktureret og selvstændigt i en hverdag med læring, glæde, tryghed og trivsel. Du styrer og understøtter processer og skaber gode relationer til medarbejdere, elever og forældre. Du er positiv og anerkendende og god til at kommunikere i både tale og skrift. Du er flittig og viser retning, mens du stiller åbnende og forstyrrende spørgsmål undervejs. Du nyder samværet med børn og sætter derfor pris på et lederjob, hvor du fortsat har en nær relation til børn, og hvor sikker drift og spændende udvikling skaber grobund for livslang læring og trivsel.
Det er afgørende, at du trives med et unikt ledelsesjob, hvor du er tæt på små og store mennesker, og hvor du til stadighed også bruger dine lærerkompetencer. Vi ser positivt på, at du har relevant uddannelse og ledelseserfaring.
Løn og ansættelsesforhold:
Stillingen tiltrædes snarest muligt på fuld tid med løn efter gældende overenskomst.
Yderligere information og aftale om evt. besøg:
SFO-leder Alan Martinsen (99605070), skoleleder Bo Nielsen (99604701) eller skolechef Thomas Garsdal (20905904).
Ansøgningsfrist:
Vi lægger stor vægt på dine referencer og udtalelser, så send dem med din ansøgning senest d. 20/5. Samtalerne afholdes d. 9/6 over middag og en eventuel anden samtale afholdes d. 18/6 om eftermiddagen og inkluderer en profiltest forud. Ved ansættelse indhentes børneattest.